Vil du hjælpe os med at levere den bedste presserådgivning og styrke presseindsatsen i en styrelse, hvor det gælder?

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Motiveres du af at arbejde som presserådgiver i en styrelse, som medierne holder et vågent og kritisk øje med? Så har du nu muligheden for at blive vores nye kollega i Gældsstyrelsen

Om stillingen
Gældsstyrelsen er en styrelse, som medierne holder et vågent og kritisk øje med. Det forsøger vi at nuancere ved at dykke ned i vores data og finde historier, som er med til at kvalificere debatten og nuancere virkeligheden på gældsområdet.

Vi er i disse år godt i gang med at styrke vores kommunikation til omverdenen. Det arbejde er vores nuværende presseafdeling en vigtig del af, men vi har brug for et skarpt hoved mere til at understøtte indsatsen. Presseafdelingen består i dag af to fastansatte medarbejdere, som sammen løser en bred pallette af spændende presseopgaver. Nu søger vi en medarbejder, der kan hjælpe presseafdelingen med at løse den daglige pressehåndtering og samtidig være med til at løfte flere gode historier fra gældsområdet ud til journalisterne og offentligheden.

Du vil få en afvekslende hverdag, hvor du taler med medarbejdere, chefer, direktører og Skatteforvaltningens departement i en koordinerende rolle. Dine fokusområder vil bevæge sig inden for det klassiske pressearbejde med både reaktive og proaktive indsatser. Du vil derfor bl.a. skulle udarbejde pressesvar, beredskaber, pressemeddelelser og publikationer til Folketingets Skatteudvalg, samt rådgive ledelse og udvalgte medarbejdere i presserelaterede spørgsmål, så de fremstår fornuftigt i mediebilledet.

Du er vedholdende og grundig i de sager, du beskæftiger dig med, og du skal kunne indsamle væsentlige oplysninger, skære budskaber til og formidle dem på den mest hensigtsmæssige måde. Der kan nemlig ligge millioner gemt i decimalerne, og derfor er det vigtigt at sikre en korrekt og skarp videreformidling for i sidste ende at kunne bidrage til en styrkelse af Gældsstyrelsens kommunikation med omverdenen.

Vores pressechef vil normalt håndtere pressetelefonen, men du vil dække ind i hans fravær. Du skal derfor motiveres af at tale med journalister.

Om dig
Vi forestiller os, at du er journalist eller uddannet inden for kommunikation med relevant erfaring indenfor presseembedet. Du har muligvis kendskab til at arbejde i en politisk ledet organisation, men det vigtigste er, at du har en proaktiv og konstruktiv tilgang til opgaveløsningen og en villighed til at lære, samtidig med at du er let at arbejde sammen med.

Vi lægger vægt på, at du går kritisk til værks, er detaljeorienteret, struktureret og desuden kan holde overblikket over store mængder indhold i pressede situationer.

Du vil passe særligt godt ind på holdet, hvis du er drevet af at sikre fremdrift og skabe gode resultater, samtidig med at du er nysgerrig, lidt stædig og ikke bliver i dårligt humør af, at tingene indimellem kan være besværlige. Vi taler åbent om tingene og med et glimt i øjet.

Det vil være en fordel, hvis du i øvrigt har kendskab til skatte- og gældsområdet.

Gældsstyrelsens direktionssekretariat
Du vil blive en del af Gældsstyrelsens direktionssekretariat i Middelfart. Sekretariatet består lige nu af tretten medarbejdere, der varetager en bred portefølje af opgaver, herunder ledelsesbetjening, ministersager, pressebetjening, mødeplanlægning mv. Vi løfter i flok, og ingen opgave er for lille eller for stor.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med mange kolleger med forskellige kompetencer på de forskellige projekter, som sekretariatet bidrager til, og vi sætter en ære i at understøtte vores dygtige kollegers faglige opgaveløsning.

Vi tilbyder en velstruktureret on-boarding, hvor du i starten vil arbejde tæt sammen med en erfaren kollega i kontoret.

Det hold, du bliver en del af, sparrer på daglig basis med hinanden og har stort fokus på videndeling. Vi er samtidig ambitiøse og vil gerne se, at der kommer gode resultater ud af at gå på arbejde. Vi har et godt arbejdsmiljø og interesserer os for hinanden.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Ansøgning med CV og eksamensbevis bedes sendt via linket ”Søg stillingen” senest den 16. november 2023 kl. 12.00.

Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Christoffer Marquardt Pahle på telefon 7237 0995.

Vi indkalder løbende til samtaler med henblik på ansættelsesstart den 1. januar 2024.

Du vil blive ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Forud for din ansættelse vil vi indhente referencer, straffeattest og foretage restancetjek for så vidt angår restancer til det offentlige.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Teglgårdsparken 26, 5500 Middelfart.

Bor du ikke i forvejen i nærheden af Middelfart, kan du kontakte en bosætningskonsulent, som kender områdets skoler, lokalmiljø, ejendomsmæglere mv. Bosætningskonsulenten Anne Marie Klausen kan kontaktes på telefon 22400049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk, og du kan læse mere på www.flyttilmiddelfart.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Middelfart Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Middelfart, Teglgårdsparken 26, Teglgårdsparken, 5500 Middelfart

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 16-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5934478

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet