Tine skal styrke gratis gældsrådgivning i RAAD.DK

Tine Stenum Mogensen er ansat som ny projektkonsulent i RAAD.DK under KFUM’s Sociale Arbejde.
dato

Tine Stenum Mogensen er ansat som ny projektkonsulent i RAAD.DK under KFUM’s Sociale Arbejde. Her skal hun primært arbejde med økonomi- og gældsrådgivningen.

Tine kommer med en solid kombination af juridisk faglighed, projektledelse og mange års erfaring med frivillige organisationer og fællesskaber.

Som projektkonsulent skal hun især arbejde med at koordinere og udvikle rådgivningsindsatserne på tværs af landet samt uddanne og støtte de frivillige fagpersoner, som rådgiver i økonomi- og gældsrådgivning.

- Jeg har glædet mig til at få lov til at arbejde med en rådgivningsindsats, hvor den faglige indsats kan gøre en helt konkret forskel i menneskers liv. For mig handler god rådgivning ikke kun om at finde den rigtige juridiske eller økonomiske løsning, men også om at møde mennesker med respekt, ordentlighed og forståelse for den situation, de står i. Jeg glæder mig til at være med til at skabe gode rammer for, at medarbejdere og frivillige kan give mennesker en rådgivning, hvor de føler sig set, hørt og taget alvorligt, siger Tine Stenum Mogensen.

Tine er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og kommer fra Skatteankestyrelsen, hvor hun siden 2017 har arbejdet som blandt andet fuldmægtig, faglig teamkoordinator, nævnsbetjener og tillidsrepræsentant. Her har hun blandt andet arbejdet med koordinering af komplekse opgaver, kvalitetssikring, faglig sparring og videndeling.

Tidligere har Tine været juridisk rådgiver i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, hvor hun rådgav frivillige foreninger og samarbejdede med blandt andre kommuner, organisationer og politiske aktører. Hun har desuden arbejdet som projektkoordinator i FDF med ansvar for et internationalt projekt i Uganda.

Frivilligt engagement har været en rød tråd i Tines liv. I FDF har hun blandt andet været formand for organisationens Internationale Udvalg, kursus- og projektleder samt været med til at planlægge store nationale og internationale arrangementer. Hun har også været frivillig på Skanderborg Festival og engageret i blandt andet Folkekirkens Nødhjælps Landsindsamling.

Tine bor i Silkeborg med sin mand og børn. I fritiden holder hun af friluftsliv og tager gerne på vandreture, står på ski, sejler i kano, klatrer eller finder svampe. Hun interesserer sig desuden for fotografi og har ofte kameraudstyret med på tur.

KFUM’s Sociale Arbejde tilbyder gratis, professionel gældsrådgivning og retshjælp på kontorer over 60 steder i Danmark. Det er også muligt at få rådgivningen online, og på den måde dækker rådgivningen hele Danmark. Rådgivning kan bookes på www.raad.dk, hvor fagpersoner også kan læse mere og melde sig som frivillige rådgivere.

KFUM’s Sociale Arbejde er en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med 301 institutioner og sociale tilbud, knap 1.200 ansatte og 2.600 frivillige landet over. Organisationen en hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx mennesker ramt af ensomhed, hjemløshed, psykisk sårbarhed, afhængighed og fattigdom samt sårbare familier.

Kilde: KFUM's Sociale Arbejde
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.