Tandlæge i Middelfart genfandt glæden ved arbejdet

Christophe Pradel har siden januar 2023 været ansat som tandlæge hos tandlægen.dk i Middelfart, hvor han er en af i alt fem tandlæger på klinikken. (Foto: PR.)
dato

Inden Christophe Pradels tandlægeklinik blev opkøbt, overvejede han at finde en anden karrierevej. Nu er han ansat som tandlæge hos tandlægen.dk i Middelfart, og glæden ved arbejdet og faget er vendt tilbage.

Efter 19 år med sin egen klinik i Fredericia var franskmanden Christophe Pradel blevet træt af hverdagen som tandlæge. Selvom han ikke havde forestillet sig, at han nogensinde skulle blive del af en kæde, lod han klinikken fusionere med tandlægen.dk i Middelfart, hvor han i dag er ansat. Tankerne om at droppe tandlægekarrieren er nu fuldstændigt lagt på hylden.

– Efter at have haft egen klinik i næsten 20 år var det en stor beslutning at blive en del af tandlægen.dk, men jeg må sige, at de bekymringer, jeg på forhånd havde om at skifte til en kæde og skulle slippe tøjlerne som selvstændig, er blevet gjort til skamme, siger Christophe Pradel og uddyber:

– Jeg er faktisk blevet så glad for at være ansat og have kollegaer at sparre med, at jeg har genfundet glæden for tandlægefaget. Jeg syntes, det var blevet hårdt og overvejede derfor at finde en anden slags arbejde, men jeg kan godt lide mit fag, og jeg er virkelig glad for at kunne blive i det.

Christophe Pradel har siden januar i år været ansat som tandlæge hos tandlægen.dk i Middelfart, hvor han er en af i alt fem tandlæger på klinikken.

Tid til tænderne
De administrative opgaver, som er en del af livet som selvstændig klinikejer og tandlæge, var noget af det, der tidligere tyngede tandlægen.

– Som tandlæge vil jeg gerne arbejde med tænderne, men som selvstændig har der også været et stort arbejde i at holde styr på papirerne. Som franskmand i Danmark har det nok været en ekstra udfordring, når man konstant skal holde sig opdateret og sætte sig ind i nye ting og ændringer på området, siger Christophe Pradel og bemærker:

– Som ansat kan jeg nu i højere grad fokusere på det, jeg gerne vil – nemlig at være tandlæge – og derfor har det faktisk vist sig at være en stor lettelse for mig at blive en del af noget større.

Udover det administrative er der også et økonomisk aspekt ved at indgå i et fællesskab med flere tandlæger, som Christophe værdsætter:

– Hverdagen er nemmere i dag, og fordi vi er fem tandlæger i huset, som kan dele udstyr og maskiner med mere, er det markant billigere for os alle. Der kommer hele tiden mere teknologi i vores branche, og derfor bliver det også dyrere at være selvstændig.

Kilde: tandlægen.dk
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.