Kun to mål har Middelfart G&BKs seniorkvinder i fodbold lukket ind i forårets DBU-turnering, mens de selv har plaffet 24 i kassen.
Holdet sejrede i alle kampe på nær den første, og onsdag slog kvinderne BBB 1-0 i topkampen, hvormed Middelfart suverænt vandt serie 2. Sejrsmålet blev sat ind af holdets anfører Michala Reerslev, som fik comeback efter at have været ude med en knæskade i næsten et år - men dog har vogtet målet i fire kampe i foråret.
I hele forårssæsonen har seniorerne fået god hjælp af U17-spillere. De to hold har også trænet fast sammen hver anden onsdag, så de i alt 30 spillere og trænere bedre har kunnet lære hinanden at kende - og gøre det lettere at rykke fra U17 til senior.
Nye spillere er i øvrigt meget velkomne, og MG&BK har besluttet, at alle kan træne gratis med - på alle hold - i måneden før sommerferien.
Før sæsonen mistede seniorkvinder en række spillere, som flyttede til Odense, skulle ind til militæret eller på efterskole mv. Så efter samråd mellem trænere og spillere valgte holdet selv at tilmelde sig serie 2, hvor der er mulighed for at spille med 9 på banen, hvis det kniber med at mønstre 11. Den selvvalgte nedrykning fra serie 1 til 2 betyder, at Middelfart ikke kan rykke op efter denne sæson, så holdet spiller fortsat i serie 2 efter sommerferien.
Seniortrænerne Brian Bertelsen og Nicklas Reerslev har 10 års jubilæum til august - og de har aftalt med klubben, at de tager mindst et år mere.