Pædagogisk-administrativ konsulent til Skoleafdelingen i Middelfart

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vi søger i Skoleafdelingen en pædagogisk-administrativ konsulent, som kan bidrage til projektledelse af tværgående udviklingsopgaver og politisk udvalgsbetjening. Vi søger dig, der vil og kan bidrage til at udfolde og realisere de politiske ambitioner i visionen ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger”.

Så hvis du drømmer om at komme tæt på politiske processer og strategisk arbejde på skoleområdet, men også om at være tæt på praksis ude på skolerne, så læs med.

Et visionært børn- og ungeområde i udvikling
Visionen ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger” udtrykker, hvad vi drømmer om, at ethvert barn og enhver ung, der er opvokset i Middelfart Kommune, tager med sig i rygsækken, når de skal videre i voksenlivet, men også hvad der skal til for at skabe kvalitet i det børne- og ungeliv, de lever her og nu.

Visionen rummer fire strategiske pejlemærker, der hver især sætter retning for vores daglige arbejde med og for børn, unge og deres familier. De handler om det 21. århundredes kompetencer, om bæredygtighed og verdensmål, om bevægelse - både fysisk og mentalt – og om helhjertede dage, hvor både børn og voksne oplever at være inddraget, kompetente og del af fællesskaber. Endelig sætter et af fire tværgående bånd fokus på at øge børn og unges chancelighed. På skoleområdet arbejder vi med afsæt heri ud fra et politisk mål om at skabe en god skole, hvor Flere elever er med I Fællesskaber i Almenområdet – når det giver mening (FIFA).

Det arbejde understøttes aktuelt af et 4-årigt kompetenceudviklingsforløb for alle skoler og PPR i samarbejde med VIA University College. Forløbet skal bl.a. kvalificere vores arbejde med et nyt fælleskommunalt børnesyn, mentalisering, fællesskabende didaktikker, elevinddragelse og co-teaching. Men vi står også på et flerårigt udviklingsspor omkring praksisfaglighed, teknologiforståelse og designtænkning som veje til en mere varieret og motiverende undervisning.

Du kan læse mere om visionen her: Vision

Dine primære arbejdsfelter

  • Projekt- og procesledelse af udviklingsopgaver, herunder samarbejde med aktører på tværs af hele kommunen, men især med kollegaerne i resten af Børn- og Ungeforvaltningen
  • Sparring til ledere og ledelsesteam
  • Designe og facilitere workshops og diverse mødefora
  • Opsøge, udvikle og lede eksterne samarbejder, fx med civilsamfund, uddannelsesinstitutioner og virksomheder
  • Opsøge og formidle aktuel lovgivning, forskning og praksiserfaringer
  • Politisk udvalgsbetjening
  • Fondsansøgninger

Du skal være indstillet på at bidrage til drift og udvikling indenfor alle pejlemærker med blik for at kvalificere såvel den centrale kapacitet i forvaltningen som den lokale kapacitet på skolerne. Din endelige portefølje vil blive afstemt med dine erfaringer og kompetencer.
Vi forventer dog, at du kan byde ind i vores arbejde med understøtte skolernes pædagogiske læringscentre og erfaringer med co-teaching og med at fremme en legende tilgang til læring (med og uden digitale teknologier) og praksisfaglighed i skolen, bl.a. gennem praktikforløb og åben skole.

Din profil
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke central for os, men vi forventer, at du har solid erfaring med pædagogik, didaktik og (projekt)ledelse i tilknytning til skoleområdet – og erfaring med at agere i og understøtte en politisk styret organisation.

Derudover har vi mange drømme om dine faglige og personlige kvalifikationer, men vi håber især, at vi i din ansøgning kan læse konkrete eksempler på følgende:
  • Du er dygtig til (grafisk) at facilitere processer i store og små forsamlinger, fx møder, workshops, temadage.
  • Du kan lide at have en nøglerolle, hvor du tager ansvaret for at finde gode veje, der balancer mellem lovgivning og kreative, pragmatiske løsninger.
  • Du er god til at skabe sammenhæng mellem forskellige projekter og udviklingsspor.
  • Du er åben og imødekommende med et ressourceorienteret menneskesyn.
  • Du er analytisk stærk, arbejder forsknings- og databaseret og kan analysere og anvende data som afsæt for didaktiske og strategiske prioriteringer.
  • Du er god til både mundtlig og skriftlig kommunikation og bevarer roen – også når der opstår uenigheder.
  • Du arbejder struktureret – både selvstændigt og sammen med andre – og kommer i mål med de opgaver, du har ansvar for.
  • Du trives i en politisk styret organisation og navigerer let på tværs af faggrupper og kommunale snitflader.
  • Du har en god portion humoristisk sans.

Om Middelfart Kommune
Konsulenterne i Skoleafdelingen har mange forskellige profiler og udgør tilsammen en fagligt mangfoldig og ambitiøs gruppe, der brænder for at understøtte skolerne, og som vil det tværgående samarbejde på tværs af forvaltningen – og med øvrige forvaltninger i kommunen.

Vi er optaget af at udvikle vores professionelle virke og bidrage til gode processer og resultater, der kan mærkes ude ved eleverne. Vi bruger derfor tid og kræfter på at udveksle viden og udvikle kompetencer indenfor projektledelse og procesfacilitering. Vi har højt til loftet, og du vil møde kollegaer med godt humør, gode relationer og plads til forskellighed.

Endelig bliver du del af en af Danmarks grønneste vækstkommuner, hvor klima og bæredygtighed ligger som et helt centralt fokus i alt, vi foretager os.

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansøgningsfristen er søndag den 10. december 2023.

Vi afholder samtaler torsdag den 14. december 2023 med henblik på tiltrædelse den 1. februar 2024.

Du vil blive ansat i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er fuldtid.
Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk via link på denne side.

Hvis du er interesseret i at høre mere om stillingen, kan du kontakte teamleder Dorte Stage Mølgaard på e-mail: Dorte.StageMolgaard@middelfart.dk eller mobil 2384 6619. (Send gerne sms om, at du gerne vil ringes op vedr. stillinge

Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads, med et sundt arbejdsmiljø og mulighed for faglig og personlig udvikling. Derfor har vi fokus på god ledelse, fleksible rammer og der er ikke langt fra ide til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk

Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på http://tilflytter.middelfart.dk/

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Middelfart Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Skoleafdeling, Nytorv, 5500 Middelfart

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5942017

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet