BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Middelfart Gymnasium & HF søger en ny kollega, der i samarbejde med ledelsesteam, lærerkollegium, TAP og elever vil arbejde for at tilbyde områdets unge mennesker mest mulig læring inden for det almengymnasiale område. Opgaven er centreret om at skabe bedst mulige rammer herfor.
Vores dygtige og erfarne servicechef er blevet headhuntet til sit næste drømmejob, og siden det sker mens vores vicerektor flytter til en anden landsdel, er det et godt tidspunkt at omorganisere ledelse og administration. Vi søger derfor en kollega til en ny stilling som Økonomi- og administrationschef, der skal varetage nogle af de opgaver, som servicechefen hidtil har haft ansvar for, samt have det overordnede økonomiansvar. Vi forventer, at vores ny kollega vil være daglig leder af administration og drift og eventuelt (afhængig af erfaring og kompetence) indgå i ledelsesteamet.
Middelfart Gymnasium & HF er en statslig selvejende institution med 60-65 ansatte, ca. 530 elever fordelt på STX og HF og en omsætning af størrelsesorden 52 mio. kr. Bygningerne har en høj standard og er i en lang årrække blevet drevet både klima- og økonomibevidst. Skolen er præget af vores veludviklede udvalgsstruktur, der systematisk involverer skolens personalegrupper og elever i beslutningsprocesser og vi har i det daglige en uformel, imødekommende og hjælpsom omgangstone.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Strategisk økonomirådgivning af rektor og det øvrige ledelsesteam samt bestyrelsen
- Budgetlægning, -opfølgning, regnskab og årsrapportering
- Kontakt til revisor, bank, realkredit
- Overordnet ansvar for indkøb, bygningsdrift og -vedligehold samt kontraktstyring
- Analyse- og prognosearbejde, både i forhold til økonomi og kvalitetssikring
- Øvrige opgaver med administration
Afhængig af kompetencer vil dine opgaver også kunne omfatte:
- Nærmeste leder for TAP-gruppen, refererende til rektor
- GDPR
- Personalejura
- Medlem af ledelsesteam og leder af Økonomiudvalget
Vi lægger vægt på at du:
- har erfaring med økonomistyring
- har lyst til i det daglige at omgås mange forskellige mennesker
- kan arbejde struktureret både selvstændigt og sammen med andre
- er en synlig kollega, der anser uddannelse og undervisning som skolens kerneopgave
- har lyst til at være en del af et miljø præget af mange unge mennesker
Vi tilbyder:
- En helt særlig arbejdsplads, hvor alle ansatte er ligeværdige kolleger
- En afvekslende dagligdag
- En samarbejdskultur ud over det sædvanlige, hvor elever, lærere og TAP inddrages i beslutninger
- En fuldtidsstilling med mulighed for frihed i undervisningsfri perioder
Din baggrund
Du skal have en uddannelse inden for økonomi (f.eks. revisor, HD, cand. merc., cand. merc. aud. eller lignende) og erfaring med økonomistyring og driftsledelse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med Navision Stat og statens lønsystemer.
Dine formidlingskompetencer skal være gode, så du kan forklare økonomi for ikke-økonomer og derigennem skabe medejerskab.
Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst og kvalifikationer.
Tiltrædelse 1. august 2024 eller snarest derefter
Alle interesserede uanset alder, køn eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.
Vi forventer at afholde 1. samtale mandag d. 10. juni 2024 og 2. samtale lørdag d. 15. juni 2024.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte rektor Betina Axelsen på mail ba@middelfart-gym.dk eller telefon 40 20 22 72.
Ansøgningen sendes til job@middelfart-gym.dk og vedlægges CV, eksamenspapirer og udtalelser senest onsdag d. 5. juni 2024.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Middelfart Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Middelfart Gymnasium og HF, Østre Hougvej, 5500 Middelfart
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-06-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6052003