Lone skal holde styr på pengene i KFUM’s Sociale Arbejde

Profilbillede
dato

Lone Froholdt er fra 1. maj ansat som økonomikonsulent og controller i KFUM’s Sociale Arbejdes hovedkontor i Middelfart.

Sammen med de øvrige medarbejdere i administrationen skal Lone arbejde med rapportering og optimering af økonomistyringen i nogle af KFUM’s Sociale Arbejdes 160 sociale institutioner og projekter landet over.

Lone kommer fra et job som controller i Sommer-Savex, og har tidligere været ansat i BDO, Maas International og Fair Trade. Hun er uddannet civiløkonom og cand.scient.soc. i virksomhedsstudier og internationale udviklingsstudier.

53-årige Lone bor i Bogense med sin mand og to børn. Hun elsker at rejse og spise god mad – når corona-restriktionerne tillader det. Lone sidder i bestyrelsen i Bogense Motion, hvor hun får energi og velvære af at gå til spinning, yoga og styrketræning. Hun elsker også at ro kajak og gå dejlige ture med hunden.

KFUM's Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. Med 850 ansatte og 2.350 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med 160 institutioner og sociale tilbud.

Kilde: KFUM´s Sociale arbejde // Torben Lindberg