Der er i sandhed mange måder hvorpå, man kan samle ind til at hjælpe andre. Her er 13 årige Freja og 15 årige Luna fra Middelfart et glimrende eksempel. De har begge oplevet at have kræft, da de var yngre, i henholdsvis nyren og leukæmi ad to omgange.
Begge piger er gudskelov kommet godt ud på den anden side og er raske i dag. Faktisk er de så friske, at de sammen har valgt at samle ind til andre kræftramte.
Det er dog ikke første gang, at de to piger vælger at samle ind. Dette har de gjort en del gange gennem de sidste mange år. I år samler de dog ind til det årlige ‘Knæk Cancer’ show, der traditionen tro bliver afholdt i slutningen af oktober måned hvert år.
Her har de oprettet facebook gruppen "Luna og Freja samler ind til Knæk Cancer 2021", hvor de har forskellige udfordringer, hvor de deltagende kan gætte sig frem til det rigtige svar og finde gavekort.
Tager udfordringer med et smil
En af udfordringerne, de skulle udføre, var blandt andet at røre ved en fugleedderkop i Vissenbjerg Terrarie, hvis de fik indsamlet 1.500 kroner på én dag.
Selvom dette var en af de mere grænseoverskridende udfordringer for de to friske piger, har det ikke afholdt dem fra at gennemføre. I følge pigerne har de formået at samle hele 21.634 kroner ind.