BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vores driftsleder har søgt nye udfordringer. Vi har derfor brug for nye lederkræfter til vores driftsområde. Da vi står overfor en stor opgave med implementering af en ny genbrugspladsstruktur og en selskabsgørelse pr. 1. september 2024, har vi valgt at omorganisere vores drift. Vi søger derfor to nye ledere til vores driftsområde:
- en ny leder til vores kørselsteam og
- en ny leder til at stå i spidsen for driften af vores genbrugspladser.
Driftsleder til genbrugspladserne
Til at drive og udvikle vores 4 genbrugspladser søger vi en driftsorienteret og visionær driftsleder, der både kan sikre og følge op på den daglige drift, og som samtidigt har blik for forretningsudvikling og udvikling af den cirkulære økonomi.
Vi har lige sat spaden i jorden til implementering af en ny genbrugspladsstruktur, der medfører en stor ombygning af genbrugspladsen i Middelfart og etablering af en helt ny genbrugsplads i Ejby med fokus på cirkulær økonomi, genbrug og genanvendelse. Hertil skal én af vores eksisterende genbrugspladser lukke, og en anden gøres til en ubemandet haveaffaldsplads.
Du bliver en del af planlægningen heraf samt implementering af de ændringer i driften, som den nye struktur medfører.
Dine hovedopgaver:
- Ledelse og arbejdsplanlægning af genbrugspladsteamet på ca. 12-15 driftsmedarbejdere, så den daglige drift fungerer sikkert og effektivt
- Udvikling af genbrugspladserne med fokus på optimal affaldssortering og afsætning, herunder sikre dataindsamling og følge op på kontrakter for bl.a. transport og behandling af affald med stærk fokus på rationale og økonomi.
- Planlægning og implementering af nye initiativer på genbrugspladserne, herunder udvikling af strategier, samarbejder og partnerskaber for at øge genbrug og reducere affaldsmængderne.
- Opfølgning på projekter, økonomi og arbejdsmiljø mm indenfor dit område
Som driftsleder skal du kunne tage stilling til principielle spørgsmål, prioritere opgaver og ressourcer, give dine medarbejdere kvalificeret sparring og kunne vurdere politiske aspekter i sagerne.
Udover at være driftsleder for genbrugspladsteamet skal du deltage i afdelingens generelle ledelsesopgaver, i udviklingsprojekter, generelle koordineringsopgaver samt den nuværende og fremtidige strategi for Affald & Genbrug.
Du skal have mod på og lyst til at være med til at udvikle og drive vores nye affaldsselskab, så vi udvikler os i retning af de politisk fastlagte mål og retningslinjer.
Din profil:
Du har erfaring inden for affalds- eller genbrugssektoren med stærk fokus på afsætning og med viden om miljømæssige og bæredygtige aspekter af affaldsbehandling.
Du har lyst og evner til at videreudvikle genbrugspladserne, så der skabes et genbrugsmiljø, der syder af liv og aktiviteter, og giver oplevelser og læring, så brugerne bliver inspireret til en mere bæredygtig adfærd og et nyt syn på affald som en ressource.
Du evner at lede og motivere et team på forskellige adresser med henblik på effektiv drift. Som leder er du motiverende og har en synlig og anerkendende ledelsesstil. Du har gennemslagskraft, er handlingsorienteret, og du arbejder gerne selvstændigt og struktureret.
Du har stærke kommunikationsevner og evner at samarbejde på tværs af teams
Du er vant til at arbejde med forskellige IT-værktøjer og programmer og at anvende data i dit daglige arbejde til optimering og udvikling.
Fagligt kan du arbejde på et højt niveau, og du formår at tænke strategisk, tage nye initiativer og at drive forandringer. Du er engageret i dine omgivelser, i mennesker og i at arbejde for et godt miljø og arbejdsmiljø.
Vi tilbyder dig:
- Et selvstændigt og varieret job
- En arbejdsplads, hvor vi er vant til at samarbejde på tværs
- Mulighed for at præge forretningsudviklingen af Affald & Genbrug og kommunens udvikling på affaldsområdet
- Stor fleksibilitet i dagligdagen
- Engagerede kolleger og et fagligt kvalificeret miljø
Affald & Genbrug:
Vi er en afdeling med 47 medarbejdere – 12 administrative medarbejdere samt 35 driftsmedarbejdere. Vi hører p.t. under Teknik og Miljøafdelingen, der som hele Middelfart Kommune er arbejdsmiljøcertificeret. Vi er en arbejdsplads med ambitioner på affaldsområdet, og ser os selv som positive og kompetente med en høj faglig profil. Vi har en uformel omgangstone, og vi lægger vægt på gensidig respekt, engagement, humor og samarbejde. Vi vil være en attraktiv arbejdsplads, hvor selvledelse og værdibaseret organisation er en del af dagligdagen.
Vi ønsker vi at sætte en høj standard for den grønne omstilling med fokus på bæredygtighed, optimal ressourceanvendelse og affaldssortering og god service overfor borgere og virksomheder. Byrådet arbejder efter en plan- og bæredygtighedsstrategi, som Affald & Genbrug er i fuld gang med at understøtte med en bæredygtig udvikling, sikring af øget udsortering til genbrug og genanvendelse og øget indsats for Cirkulær Økonomi.
Yderligere oplysninger:
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du kontakte Affaldschef Karen Lübben på tlf. 8888 4849 eller mail: karen.lubben@middelfart.dk
Ansøgningsfrist er d. 10. april 2024.
1. samtale afholdes d. 15. april 2024. For ansøgere, der går videre efter 1. samtale, gennemføres en personprofilanalyse.
2. samtale afholdes d. 24. april 2024. Ansøgere får en tilbagemelding på profilanalysen inden 2. samtale.
Stillingen ønskes besat d. 1. juni 2024.
Løn og ansættelsesvilkår efter overenskomst.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Middelfart Kommune vil gerne kendes for en attraktiv og fleksibel arbejdsplads, med et sundt arbejdsmiljø, god ledelse og mange muligheder for udvikling. Vi er en kommune, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Du kan læse mere om vores arbejdsplads på job.middelfart.dk
Overvejer du at søge job i Middelfart Kommune? Så går du måske også i tanker om at flytte hertil. Kontakt vores bosætningskonsulent Anne Marie Klausen på tlf. 2240 0049 eller annemarie.klausen@middelfart.dk og hør hvad Middelfart kan tilbyde dig og din familie. Læs mere på www.opdagmiddelfart.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Middelfart Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Affald og Genbrug, Fynsvej, 5500 Middelfart
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 11-04-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6015641